OVERBLIK: Her er skandalesagerne i Skat

    Der har været så mange sager i Skat, at der er nedsat en kommission, der skal kulegrave området.

    Onsdag kom det frem, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) modtager en næse af et flertal i Folketinget.

    Den får han for at hævde, at ministeriet ikke var blevet rykket i forbindelse med udleveringen af det materiale, som kommissionen skal undersøge. Men det var forkert.

    Her kan du læse et udpluk af sagerne i Skat:

    * Skrottet it-system.

    Skat stopper i begyndelsen af september 2015 den automatiserede inddrivelse af gæld via it-systemet EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem).

    EFI rummer så mange fejl, at en rapport anbefaler helt at skrotte det milliarddyre system, der erstattede flere tusinde pantefogeder.

    * Skatteydernes gæld.

    EFI’s kollaps har medført, at Skat inddriver danskernes gæld til det offentlige delvist manuelt, indtil man har fundet en anden løsning. Det har fået gælden til at eksplodere til 92 milliarder kroner.

    * Svindel med udbytteskat.

    Skat anmelder i slutningen af august 2015 skattesnyd for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet.

    Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter. Siden har Skat flere gange opjusteret beløbet, som nu er oppe på 12,7 milliarder kroner.

    * Ejendomsvurderinger.

    Ifølge Rigsrevisionen stemte Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke overens med de priser, som husene blev handlet til.

    Rigsrevisionen kritiserer, at Skatteministeriet har været vidende om problemer med ejendomsvurderingerne siden 2007 uden at gribe ind.

    De fejlbehæftede ejendomsvurderinger ventes at løbe op i milliarder af kroner, når boligejere skal kompenseres for at have betalt for meget i ejendomsskat. Det blev for nylig udskudt til 2020.

    Kilder: Ritzau, DR Nyheder.

    /ritzau/