Økonomisk opsving giver flere job på det danske arbejdsmarked

    Der er fortsat fremgang på det danske arbejdsmarked, hvor flere kommer i job i både den private og offentlige sektor.

    Antallet af lønmodtagere steg med 3100 i september, og dermed er der 2,76 millioner i job på det danske arbejdsmarked. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Hos Danske Bank betegner cheføkonom Las Olsen det danske arbejdsmarked som solidt.

    – Der er ingen tvivl om, at der stadig er solid jobvækst og dermed også, at opsvinget stadig er godt i gang, skriver han i en kommentar.

    – Men tallene tegner ikke længere et billede af, at jobvæksten accelererer. Om noget ligner det mere en aftagende vækst, som også giver lidt mere mening, når nu der er så mange meldinger om mangel på arbejdskraft, skriver han.

    3000 af de nye job er i den private sektor, mens 100 nye har fået en stilling i det offentlige.

    /ritzau/