Væbnede mænd kidnapper italiensk kvinde under angreb i Kenya

    En 23-årig italiensk kvinde blev tirsdag aften bortført, da væbnede mænd udførte et angreb i et kystområde i Kenya.

    Det oplyser politichef Joseph Boinnet ifølge nyhedsbureauet AP.

    Ifølge politichefen blev fem mennesker såret, da angrebsmændene begyndte at skyde vilkårligt omkring sig ved ottetiden lokal tid tirsdag aften.

    Angrebet fandt sted i Kilifi-amtet på Kenyas kyst.

    Den italienske kvinde, der blev bortført under angrebet, arbejdede som frivillig for ngo-organisationen Africa Milele Onlus i området.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det lokale politi kender endnu ikke motivet bag tirsdagens angreb.

    Islamistiske militante baseret i Somalia har tidligere stået bag bortførelser af udlændinge langs Kenyas kyst.

    /ritzau/