Politi bekræfter: Radiovært er død efter skud i København

    Radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar er tirsdag afgået ved døden, efter at han mandag blev ramt af skud i København.

    Det oplyser Københavns Politi tirsdag kort før klokken 13.

    – De pårørende er underrettet, og vi kan bekræfte, at afdøde er identisk med den i medierne omtalte Nedim Yasar, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.

    31-årige Yasar havde mandag aften deltaget i en reception for sin netop udkomne bog i Københavns Nordvestkvarter. Da han forlod arrangementet ved 19.30-tiden, blev han skudt ud for Hejrevej 42.

    Det er politiets vurdering, at der blev afgivet mindst to skud af en person, der forlod gerningsstedet til fods.

    Nedim Yasar er ifølge politiet kendt som tidligere bandemedlem og har været del af et bande-exitprogram.

    I august 2017 rettede han henvendelse til det lokale politi og oplyste, at han havde været forsøgt overfaldet. Dette førte til, at han fik en alarmtelefon.

    – Denne havde han ikke med i forbindelse med skudattentatet, oplyser Københavns Politi i pressemeddelelsen.

    Nedim Yasar har i samarbejde med forfatter og journalist Marie Louise Toksvig skrevet bogen “Rødder”, der handler om Yasars vej ud af bandemiljøet. Bogen er udkommet tirsdag.

    I tiden op til bogudgivelsen har Nedim Yasar fortalt til flere medier, at han frygter for sit liv.

    – Jeg får trusler hver eneste dag – både på Facebook og Instagram, sagde han mandag til Jyllands-Posten.

    – Det fortæller mig, at der er nogle i miljøet, som ikke vil have, at jeg fortæller om, hvordan det hele fungerer, sagde han i interviewet.

    Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har også erfaret, at Nedim Yasar er død. I et opslag på Twitter udtrykker sin sine tanker og dybeste medfølelse til de efterladte og kalder drabet “trist og uendeligt meningsløst”.

    – Politiet efterforsker stadig, og det er alt for tidligt at drage konklusioner.

    – Det siger sig selv, at denne frygtelige tragedie rejser spørgsmål ved, om vi som samfund har den rette beskyttelse af de mennesker, der ønsker at træde ud af skyggesiden og tilbage ind i samfundet, skriver ministeren.

    Ud over bogprojektet har det tidligere bandemedlem og Marie Louise Toksvig været kolleger på radioprogrammet “Politiradio” på Radio24syv.

    Yasar var for nogle år siden leder af banden Los Guerreros, som var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske Vestegn.

    Det var udsigten til at blive far, der fik Yasar til at bryde med banden og gå ind i et exit-program.

    /ritzau/