Andreas Bjelland får første start på landsholdet i år

    Forsvarsspilleren Andreas Bjelland er tilbage i fodboldlandsholdets startopstilling for første gang i et år, når Danmark mandag aften møder Irland i Nations League i Aarhus.

    Hans seneste kamp var mod netop irerne i Dublin i november sidste år, da Danmark vandt 5-1 og kvalificerede sig til VM.

    Den rutinerede midtstopper var skadet under landskampene i marts, og kort før VM-slutrunden var han ifølge Åge Hareide – og til Bjellands store undren – ikke vurderet frisk nok til en plads i VM-truppen.

    Nu er Bjelland og Hareide forsonet, og FCK-spilleren udgør det centrale forsvar sammen med Mathias “Zanka” Jørgensen.

    Ud over Bjelland har Åge Hareide fire andre nye spillere med fra start sammenlignet med det hold, der startede i fredagens 2-1-sejr i Wales.

    I målet erstatter Frederik Rønnow karantæneramte Kasper Schmeichel, mens ligeledes karantæneramte Thomas Delaney erstattes af Pierre-Emile Højbjerg.

    På højre back spiller Peter Ankersen i stedet for Henrik Dalsgaard, og på den modsatte back spiller Jonas Knudsen i stedet for Jens Stryger Larsen.

    Den store udskiftning er efter alt at dømme konsekvensen af, at kampen har mistet sin sportslige værdi.

    Med Danmarks sejr i Wales vandt danskerne gruppen, og det blev ligeledes klart, at Irland ville indtage gruppens sidsteplads.

    Danmarks startopstilling ser således ud (4-3-3):

    Kasper Schmeichel; Peter Ankersen, Mathias “Zanka” Jørgensen, Andreas Bjelland, Jonas Knudsen; Lasse Schöne, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen; Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Martin Braithwaite.

    Kampen begynder klokken 20.45.

    /ritzau/