Kritiseret Trads før valg: Jeg har stærke S-holdninger

    Mandag aften bliver det afgjort, om journalisten og forfatteren David Trads bliver Socialdemokratiets folketingskandidat i Egedalkredsen i Nordsjælland.

    David Trads, som for 14 år siden uden held forsøgte at blive folketingskandidat for samme parti i Skanderborgkredsen, har opbakning fra en enig kredsbestyrelse.

    Hans kandidatur har imidlertid affødt en del kritik, blandt andre fra den tidligere socialdemokratiske minister Helle Degn.

    Hun har sagt til Berlingske, at David Trads repræsenterer eliten. Det synspunkt må stå for Helle Degns egen regning, mener han.

    – Hun må sige, hvad hun vil. Jeg foretrækker at tale om det, jeg står for, siger han.

    David Trads er også blevet kritiseret for at have holdninger, der ligger et godt stykke fra den nuværende linje, som Socialdemokratiet fører.

    Han har blandt andet kritiseret Dansk Folkeparti, som Socialdemokratiet har et tæt samarbejde med.

    David Trads ønsker ikke at gå ind i en diskussion om, hvorvidt det kan skade hans muligheder for at vinde mandagens afstemning.

    – Det er ikke til at vide. Folk må tage stilling ud fra deres samlede vurdering. Det er jeg helt tryg ved, at de gør, siger han.

    David Trads mener, at han har meget at byde på.

    – Sagt meget kort har jeg holdninger, som er stærkt socialdemokratiske på en hel masse områder.

    – Nogle, som jeg synes, er meget vigtige, er lighed, lige muligheder for alle, bedre forhold for børn, stærkere klima og miljø. Jeg har nogle synspunkter, som er meget stærke og velkendte.

    – Og så har jeg en erfaring fra mine forskellige job og hverv, som gør, at jeg mener, at jeg er kvalificeret til at stille op, siger David Trads.

    Hans konkurrent ved afstemningen er Matilde Powers, der er byrådsmedlem i Furesø Kommune.

    Ved kommunalvalget sidste år blev hun valgt ind i byrådet i kommunen med 486 personlige stemmer. Det var tredjeflest blandt de socialdemokratiske kandidater i Furesø Kommune.

    Mandagens afstemning foregår blandt de 19 medlemmer af repræsentantskabet i Egedalkredsen. David Trads føler sig ikke sikker på at blive valgt på forhånd.

    – Man føler sig aldrig sikker på at blive valgt til noget. Det er charmen ved demokratiet, at det afgør, dem, der stemmer. Men jeg håber selvfølgelig på det, siger han.

    Hvis der ikke er 2/3 flertal for en kandidat, bliver der urafstemning blandt medlemmerne af partiet i kredsen.

    /ritzau/