Floridas afgående guvernør, Rick Scott, er officielt erklæret som vinder af den tætte kamp om, hvem der skal sidde på den plads i det amerikanske senat, som var på spil ved midtvejsvalget for 12 dage siden.
Scott har fået 10.033 stemmer mere end sin modkandidat, demokraten Bill Nelson, og kan dermed overtage Nelsons plads i Senatet i Washington.
Det svarer til 50,05 procent til Scott og 49,93 procent til Nelson, viser de endelige resultater ifølge Floridas valgkommission.
En omtælling af stemmerne viste tidligere på ugen så lille en forskel på opbakningen til de to, at valgmyndigheden i Florida beordrede en manuel omtælling af stemmesedler.
Inden den manuelle optælling havde Rick Scott 12.600 stemmer i sit favør. Det svarede til 0,15 procent af samtlige stemmer.
Under håndoptællingen indhentede Bill Nelson en smule, men ikke nok til at kunne vende nederlaget.
Floridas valglove kræver, at stemmerne tælles om, hvis der er under 0,25 procentpoints forskel mellem de to kandidater.
76-årige Bill Nelson, som blev valgt ind i Senatet i 2000 og har siddet der i tre embedsperioder, havde ikke umiddelbart nogen kommentar til det endelige valgresultat, skriver nyhedsbureauet AP.
Men det er ventet, at han vil udsende en meddelelse senere søndag.
/ritzau/Reuters











