Svensk anklager dømmes for børnevoldtægter og overgreb


    En svensk anklager er onsdag kendt skyldig i blandt andet tre tilfælde af voldtægt mod børn og lige så mange tilfælde af seksuelle overgreb.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra retten i svenske Falu, som har valgt at idømme anklageren tre år og seks måneders fængsel for forbrydelserne.

    Manden havde nægtet sig skyldig i voldtægt og andre seksuelle overgreb.

    Han havde dog erkendt at have anskaffet alkohol på ulovlig vis og at have købt seksuelle ydelser, hvilket han også var tiltalt for.

    Men retten mener, at den nu dømte anklagers troværdighed var væsentligt lavere end ofrenes. Samtidig fungerede mængder af sms-beskeder som bevismateriale, som støttede ofrenes forklaringer.

    – Derfor mener retten, at det er bevist, at anklageren har begået de forbrydelser, han var tiltalt for, lyder det i pressemeddelelsen.

    Den dømte anklager skal også betale erstatning på mere end 250.000 svenske kroner til ofrene. Han vil forblive varetægtsfængslet, indtil han skal afsone sin straf.

    Der er ingen oplysninger om, hvornår overgrebene fandt sted, børnenes alder, eller hvordan anklageren er kommet i kontakt med dem.

    /ritzau/