Turist mister livet i drukneulykke i Københavns havn

    En turist, der søndag formiddag blev fundet livløs i Københavns havn, er afgået ved døden.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Politiet fik klokken 10.27 en anmeldelse om, at der lå en livløs mand i vandet ved Havnegade.

    Det lykkedes reddere fra Hovedstadens Beredskab at få manden op af vandet og yde førstehjælp. Han blev derefter kørt i ambulance til sygehuset.

    – Men kort efter ankomsten erklærede lægerne ham for død, siger vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel.

    Vagtchefen kan ikke sige, hvordan manden havnede i vandet, men afviser, at der ligger en forbrydelse bag.

    Han vil heller ikke komme nærmere ind på mandens identitet.

    – Jeg kan sige, at der er tale om en turist, og vi arbejder på at få underrettet hans pårørende, forklarer Lars Westerweel.

    /ritzau/