Skadet anfører udtaget til landsholdet: Kan blive EM-klar

    Landsholdsanfører Stine Jørgensen kan alligevel komme i spil i håndbold-EM, selv om hun i oktober blev opereret for en skade i den ene menisk.

    Jørgensen er kommet sig så meget, at hun skal være med, når EM-holdet samles mandag og senere på ugen tager til Norge for at spille de sidste testkampe før EM-premieren.

    Her skal landsholdets sundhedsstab vurdere, om hun kan blive klar til at træde ind i truppen undervejs ved EM.

    – I tæt samarbejde med Odense Håndbold har vi vurderet, at det er realistisk at få Stine i spil i løbet af EM-slutrunden, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

    – Vi har haft en rigtig god, løbende dialog med Odense Håndbold og deres sundhedssektor i forhold til Stines helbred, og nu har vi aftalt, at hun møder ind i landsholdslejren sammen med de øvrige spillere og tager med til Oslo.

    /ritzau/