To bilbomber dræber og sårer flere i Yemen


    To bilbomber er tirsdag eksploderet to forskellige steder i Yemen, hvor et antal mennesker ifølge vidner er blevet såret og dræbt.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det skriver det statslige nyhedsbureau Saba ifølge Reuters. Saba kontrolleres af den shiamuslimske houthi-bevægelse, som har overtaget magten i Yemen.

    En af bilbomberne gik af tæt på et hospital i centrum af byen og dræbte ifølge Saba flere mennesker. Den anden bombe dræbte omkring 10 mennesker i al-Bayda i det sydlige Yemen.

    For under en uge siden blev to mennesker såret ved et andet bilbombeangreb tæt på en moské i byen. Angrebet var rettet mod den shiamuslimske houthi-milits.

    Den sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat i Yemen har taget ansvaret for en række dødelige angreb udført mod shiamuslimer. Ingen har dog taget skylden for angrebene tirsdag endnu.

    Så sent som mandag blev mindst 176 personer dræbt af luftangreb i Yemen af en koalition af lande ledet af Saudi-Arabien, som forsøger at tage magten fra houthi-bevægelsen og få genindsat præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

    Det er det højeste antal døde på én dag, siden den arabiske koalition indledte sin offensiv fra luften for mere end tre måneder siden.

    Flere end 3000 mennesker er blevet dræbt i koalitionens forsøg på at stoppe houthi-bevægelsen.

    FN har opfordret Saudi-Arabien og de stridende parter i Yemen til at indstille krigshandlingerne og indgå en humanitær våbenhvile. Men de seneste luftangreb kan ifølge Reuters svække muligheden for en våbenhvile.

    /ritzau/Reuters