Regeringskollaps i Israel udløser nyvalg

    Noget tyder på, at israelerne snart skal til valg.

    Det står klart, efter et møde mellem premierminister Benjamin Netanyahu og hans regeringspartnere i Jerusalem. Det skriver den israelske avis Haaretz.

    Problemerne for Netanyahus højrefløjsregering startede onsdag, da et af koalitionspartierne, det ultrakonservative Yisrael Beitenu, trådte ud af regeringen på grund af den netop indgåede våbenhvile med Hamas i Gaza-striben.

    – Aftalen med Hamas er en kapitulering til terroristerne, tordnede lederen af Yisrael Beitenu, Avigdor Lieberman, i en tale i Israels parlament Knesset efter partiets exit.

    Uden Yisrael Beitenu har Netanyahus koalition bare ét mandats flertal.

    Fredag har Netanyahu og de øvrige partiledere i koalitionen holdt møder om regeringens fremtid. Partiet Jødisk Hjem og dets leder Naftali Bennett har krævet mere indflydelse og en hårdere linje overfor Hamas.

    Haaretz skriver dog, at man ikke er nået til enighed om en ny kurs for regeringskoalitionen, og at man dermed går mod et nyvalg.

    Finansminister Moshe Kahlon, der leder regeringspartiet Kulanu, siger fredag, at han har meddelt premierministeren, at han ser et nyvalg som den eneste måde at få en stabil regering.

    /ritzau/