Politiet anholder mistænkt person bag skyderi i København

    Politiet har anholdt en person, som man mener står bag skyderiet torsdag aften på Tagensvej i København.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Ved skyderiet blev der affyret to-tre skud med en pistol.

    En mand i 50’erne blev ramt. Han er uden for livsfare.

    Ifølge TV2 er den anholdte en 27-årig østeuropæisk mand.

    Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 20.09. Episoden fandt sted nær krydset mellem Tagensvej, Lygten og Landsdommervej.

    Motivet til skyderiet skal ikke findes i bandemiljøet, fortalte Knud Hvass, der leder Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet, tidligere.

    – Det er der intet, der tyder på, fortalte han fredag formiddag.

    Det vides ikke, hvad den 27-årige østeuropæer er sigtet for.

    Men oftest går sigtelsen på drabsforsøg, når man har affyret skud i det offentlige rum mod andre personer.

    Personen bliver fremstillet i et grundlovsforhør lørdag.

    /ritzau/