Sigtelse: Ung kvinde blev voldtaget ved kirke

    En 43-årig mand bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han er mistænkt for at have voldtaget en 25-årig kvinde i Næstved.

    Det oplyser politikommissær Stine Stenbek fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

    Ifølge sigtelsen skete voldtægten 8. september i år ved Sct. Peders Kirke i Næstved.

    – Vi har efterforsket sagen, og så er der kommet nogle ting frem, der gør, at vi har foretaget en anholdelse i sagen, siger Stine Stenbek.

    Inden grundlovsforhøret ønsker politikommissæren ikke at oplyse om, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

    Grundlovsforhøret begynder klokken 11.30 ved Retten i Næstved.

    /ritzau/