Estiske Danske Bank-ansatte kan have fået penge fra bagmænd

    Bagmændene bag hvidvasksagen i Danske Bank mistænkes for at have betalt estiske Danske Bank-ansatte.

    Det skriver Berlingske fredag.

    Bagmændene skal ifølge avisen have betalt de tidligere ansatte for at få hjælp til at føre penge gennem banken.

    Myndighederne i Estland efterforsker sagen. Danske Banks egen undersøgelse af de mistænkelige pengeoverførsler viser ifølge Berlingske, at flere af de ansatte i Estland indsatte mistænkelige beløb på deres egne konti.

    Det er penge, som de ansatte mistænkes for at have modtaget af bagmændene.

    I september kom det frem, at Danske Bank havde meldt otte ansatte i den estiske filial til politiet.

    Medier i Estland har allerede berettet om, hvordan det estiske vekselbureau Tavid skulle være blevet brugt til at hive store beløb ud til medarbejdere i Danske Banks estiske filial.

    Det danske sikkerhedsfirma Certa har undersøgt sagen. De vurderer, at den mistænkelige adfærd bygger på flere forskellige ting.

    Blandt andet “væsentlige kontantindskud, der fremtræder mistænkelige” og “involvering i mistænkelige betalinger med andre medarbejdere”.

    Lektor i strafferet på Syddansk Universitet Henning Fuglsang Sørensen siger til Berlingske, at det er en alvorlig sag, hvis de estiske bankansatte har modtaget penge fra bagmændene.

    – Det er en mulig estisk straffesag. Men hvis det var danske forhold, og der var tale om en modydelse for at hjælpe med at flytte sorte penge, så snakker vi enten hæleri, skatteunddragelse, hvidvask eller bedrageri, siger han til Berlingske.

    Danske Bank har ikke yderligere kommentarer til efterforskningen af de tidligere ansatte.

    Banken henviser til, hvad der allerede står i rapporten om hvidvaskskandalen, der er udarbejdet af bankens advokater, Bruun og Hjejle.

    /ritzau/