– Jeg kommer til at følge det her til dørs.
Sådan lyder det torsdag aften fra den britiske premierminister, Theresa May, der altså afviser at trække sig fra sin post som partileder og premierminister.
Tidligere torsdag har en række konservative parlamentsmedlemmer ellers erklæret deres mistillid til hendes lederskab. Heriblandt den ledende brexittilhænger Jacob Rees Mogg.
Onsdag aften kunne May præsentere et aftaleudkast til en brexitaftale, der dog er blevet mødt af skarp kritik fra både modstandere og tilhængere af brexit.
– Jeg vil fortsat gøre mit bedste for at levere en aftale, der giver os den bedste udgang fra EU, siger May.
– Men jeg anerkender, at aftalen ikke er perfekt, men at den er den rigtige vej at gå. Jeg deler flere af mine kollegers bekymringer.
/ritzau/











