Finanstilsynets formand sad i bestyrelsen i omstridt Nordea-fond

    Finanstilsynets formand, David Lando, sad i bestyrelsen for en kapitalforening, hvor Nordea i 2008 oprettede en fond, der blev brugt til at spekulere i tilbagebetaling af schweizisk udbytteskat.

    Det skriver Børsen.

    David Lando afviser at have haft kendskab til, at fonden blev brugt til at spekulere i udbytteskat.

    Han mener heller ikke, at han burde have vidst det.

    – Det ville kræve, at foreningen vidste, hvilke aktiviteter investorerne foretog sig ud over deres investeringer i foreningen, skriver David Lando i en mail til Børsen.

    Børsen har afdækket, at Nordea i 2008 lavede en fond på 17 milliarder kroner, der blev oprettet igennem en kapitalforening administreret af Nykredit.

    Det skete i marts 2008 – kort før en række schweiziske selskaber begyndte at udbetale udbytte.

    Det var ifølge Børsen med det formål at få udbetalt refusion af udbytteskat i Schweiz.

    Hos Nordea kan man i dag ikke forklare, hvorfor man investerede igennem denne fond. Julie Galbo, der er risikochef i banken, siger dog, at det var en fejl.

    /ritzau/