Dansk herredouble spiller sig sikkert videre i Hongkong

    32 minutter skulle herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen bruge, da de torsdag spillede sig i kvartfinalen ved badmintonturneringen Hong Kong Open.

    Kinesiske Ou Xuanyi og Ren Xiangyu blev besejret i to sæt af det sjetteseedede danske par med cifrene 21-15, 21-15.

    Astrup og Skaarup Rasmussen var aldrig bagud i kampens første sæt. I andet sæt var danskerne kun bagud ved stillingen 11-12, men fik udlignet med det samme og hurtigt kørt sejren i hus.

    Tidligere torsdag forlod Mia Blichfeldt turneringen efter et nederlag i tre sæt til en thailænder.

    Damedoublen med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er også færdig i Hongkong, efter at parret torsdag tabte i to sæt til et kinesisk par.

    Anden runde ved Hong Kong Open blev også endestationen for Jan Ø. Jørgensen. Han tabte i to sæt til sydkoreanske Lee Dong-keun med cifrene 13-21, 17-21.

    Senere torsdag skal herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen forsøge at spille sig i kvartfinalerne.

    Hong Kong Open er en såkaldt Super 500-turnering på Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) World Tour. Den rangerer på tredjehøjeste niveau og har en præmiepulje, der svarer til lidt over 2,6 millioner danske kroner.

    /ritzau/