Mindst tre personer har mistet livet, og fire personer er såret under et selvmordsangreb i Mali.
Det oplyser landets sikkerhedsministerium.
De tre dræbte er alle maliske civile, mens de fire sårede er udlændinge, der arbejder for en minerydningsoperation for FN i Mali.
Angrebet ramte natten til tirsdag dansk tid i byen Gao i den voldsramte nordlige del af landet.
– Et køretøj eksploderede i nærheden af et beboelsesområde, lyder det fra ministeriet.
Udover de dræbte og sårede medførte angrebet også betydelige ødelæggelser på de omkringliggende huse.
– To cambodianere, en sydafrikaner og en zimbabwer, som arbejder for en organisation, der arbejder for UNMAS (FN’s minerydningsoperation, red.) blev såret, siger en vestlig diplomat til nyhedsbureauet AFP.
En gruppe, der har forbindelser til al-Qaeda, har taget ansvaret for angrebet.
/ritzau/











