OVERBLIK: Californien er ramt af hidtil værste skovbrand

    Californien har siden torsdag den 8. november været plaget af flere omfattende skovbrande, der har kostet i alt 74 mennesker livet.

    Det anslås at brandene, som har spredt sig hurtigt på grund af tørke og kraftige vinde, har sendt omkring en kvart million mennesker på flugt.

    Det nordlige Californien er hærget af branden Camp Fire:

    * 71 personer er bekræftet døde, hvormed branden i det nordlige Californien er den dødeligste i delstatens historie.

    * 1011 personer meldes savnet efter branden.

    * Omkring 9700 huse og 144 lejlighedskomplekser er blevet ødelagt. Byen Paradise er hårdest ramt – og så godt som jævnet med jorden.

    * Et område på 59.000 hektar er afbrændt. Det gør branden til den mest ødelæggende i delstaten nogensinde.

    * Tusinder af brandfolk kæmper mod flammehavet, hvoraf 50 procent lørdag er under kontrol.

    Det sydlige Californien er hærget af branden Woolsey Fire:

    * Længere mod syd, i blandt andet byen Malibu, er man plaget af en skovbrand, som har kostet tre mennesker livet.

    * Flammerne har bredt sig over et område på næsten 40.000 hektar.

    * Brandmænd kæmper fortsat med branden, hvor 78 procent lørdag er under kontrol.

    * 713 bygninger er jævnet med jorden, inklusive det 100 år gamle Paramount Ranch, hvor blandt andet tv-serien “Westworld” og flere andre film og serier er optaget. Derudover er 201 bygninger blevet beskadiget.

    Kilder: AP, Reuters, AFP.

    /ritzau/