Mindst 42 er omkommet i den dødeligste brand i Californien

    42 personer er i alt bekræftet døde efter den voldsomme skovbrand i det nordlige Californien.

    Det oplyser sheriffen i Butte County, Kory Honea, efter fundet af de jordiske rester fra yderligere 13 omkomne personer mandag.

    Dermed er der tale om den dødeligste skovbrand i delstatens historie, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Eftersøgningshold leder fortsat efter flere omkomne efter branden, der kaldes for Camp Fire. Og med flere hundrede personer, der fortsat er meldt savnet, frygtes dødstallet at stige yderligere.

    De omkomne er blandt andet blevet fundet i udbredte biler og i ruinerne fra nedbrændte huse.

    Skovbranden, som også er den mest destruktive i Californien nogensinde, har jævnet mindst 7100 hjem med jorden, siden den opstod torsdag.

    Også det sydlige Californien er plaget af en voldsom skovbrand, hvor to personer er bekræftet døde. Dermed lyder delstatens samlede dødstal på 44 personer.

    /ritzau/