Wozniacki efter nederlag: Jeg må prøve noget andet


    Fem gange i Wimbledons 1/8-finale. Nederlag alle fem gange. Det er facit for Caroline Wozniacki, efter hun mandag tabte 4-6, 4-6 til spanieren Garbine Muguruza på anlæggets bane to.

    Like localeyes.dk på Facebook

    – Jeg er ved at være træt af altid at tabe den anden mandag i Wimbledon. Nu er det fem gange. Jeg kan bare ikke komme igennem, og bane to har ikke været god for mig. Jeg må prøve at gøre noget andet næste år, siger Caroline Wozniacki.

    Hun afviste, at de mange nederlag i turneringens 1/8-finale rumsterede i baghovedet.

    – Det har jeg ikke tænkt på, jeg fokuserede bare på kampen.

    På pressemødet efter kampen virkede Wozniacki mere fattet end ved tidligere nederlag i grand slam-turneringer.

    Hun anerkendte også spanierens præstation.

    – Hun er en god spiller. Hun vil diktere spillet og tager boldene tidligt. Det er det, hun vinder kampe på. Hun servede og returnerede godt, siger Caroline Wozniacki og forklarer årsagen til, at hun ikke var bedre end spanieren på dagen.

    – Jeg manglede timing. Græsset virkede anderledes end på de andre baner, og det var hun bedst til håndtere, siger Wozniacki.

    Hun havde spillet sine første tre kampe på tre andre baner, mens hun for første gang optrådte på bane to i år. Derimod spillede Muguruza også sin tredjerundekamp på banen mod Angelique Kerber.

    – Det kan have spillet ind til hendes fordel. Jeg synes, den føltes mere glat end de andre, jeg har spillet på. Måske er det fordi, den er nyere end de andre baner.

    Det var en kamp på små marginaler. Første sæt blev afgjort på et enkelt servegennembrud til spanieren. I andet sæt brød Wozniacki til 2-0, men blev siden brudt to gange i sættet.

    Hun udnyttede én ud af fem breakbolde, mens spanieren vekslede 10 chancer til tre servegennembrud.

    – De små ting gjorde det. Hun udnyttede flere breakchancer end mig, siger Wozniacki.

    /ritzau/