Ribery risikerer straf efter slag mod tv-reporter

    Den franske fodboldspiller Franck Ribery er havnet i problemer efter Bayern Münchens nederlag til Dortmund i lørdags.

    Efter kampen mistede franskmanden angiveligt besindelsen og slog en fransk reporter fra tv-kanal BeIN flere gange i ansigtet.

    Overfor avisen Bild bekræfter Bayerns sportsdirektør, Hasan Salihamidzic, at der havde været “en hændelse”.

    – Franck Ribery har informeret os om, at han havde en kontrovers med sin landsmand Patrick Guillou, som han har kendt i mange år.

    – Vi blev allerede lørdag aften enige med Patrick Guillou om, at vi snart vil holde et møde, hvor vi skal tale om, hvordan vi får sagen ud af verden.

    – Hr. Guillou har signaliseret, at det også er i hans interesse, siger Salihamidzic til Bild.

    Avisen skriver, at Ribery angiveligt var ophidset over, at Guillou under kampen beskyldte ham for at være skyld i to af Dortmunds mål, da Bayern tabte topkampen med 2-3.

    48-årige Patrick Guillou er selv tidligere professionel fodboldspiller i klubber som Rennes, Chateauroux og Saint-Etienne.

    Ifølge tyske medier risikerer Franck Ribery en lang karantæne. Bayern München er efter lørdagens nederlag syv point efter førende Dortmund i Bundesligaen.

    /ritzau/