Sagen om en 40-årig kvindes død i Hadsund indebærer en omfattende efterforskning, oplyser politiet mandag.
Kvinden, der var fra Viborg, blev dræbt med en kniv, og den formodede gerningsmand forsøgte også at partere liget, mener politiet.
Liget blev opdaget i en garage på Nørregade i Hadsund, og tidligt søndag morgen blev en 28-årig mand anholdt i sagen. Senere søndag besluttede en dommer i Aalborg at varetægtsfængsle manden, der i øvrigt også skal mentalundersøges.
Nu står politiet foran flere forskellige slags undersøgelser, lyder det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.
– Vores tekniske undersøgelser fortsætter i dag. Derfor vil man se meget politi i og omkring Hadsund i den kommende tid, siger han i en pressemeddelelse.
– Vores arbejde består i at danne os et billede af forløbet før, under og efter hændelsen, siger Frank Olsen.
En anden politileder, Niels Kronborg, siger til TV2, at intet tyder på, at der var en relation mellem manden og den dræbte kvinde. Hun havde ingen forbindelse til Hadsund.
/ritzau/











