Mourinho giver Juventus-kamp skyld for nederlag i lokalderby

    Manchester Uniteds manager, José Mourinho, giver midtugekampen mod Juventus skylden for, at hans hold måtte se sig slået 1-3 i søndagens lokalderby mod Manchester City i Premier League.

    – Alle må være enige om, at det er noget andet at tage til Juventus og spille mod et af de bedste hold i verden i 90 minutter end at slå Shakhtar Donetsk 6-0 på hjemmebane, siger portugiseren efter nederlaget til Manchester City.

    Han henviser til de to holds kampe i Champions League i den forgangne uge. Her det lykkedes United at hente en 2-1-sejr over Juventus i Italien, mens City tog en stensikker sejr på 6-0 over de ukrainske mestre på hjemmebane.

    – Det er ikke den fysiske belastning, men det mentale pres. Jeg tror, nogle af drengene kunne mærke det, siger José Mourinho.

    Portugiseren har tidligere kritiseret indstillingen hos sine spillere efter nederlag i Premier League. Men der var intet galt med indstillingen i søndagens derby, mener Mourinho.

    – Jeg har intet negativt at sige om mine spillere. Alt er positivt. Jeg er med dem, og de er med mig.

    – Vi lavede fejl. Vi blev straffet, men kampgejsten og sammenholdet er noget, vi opbygger, og det mister vi ikke på grund af et nederlag, siger manageren.

    Manchester United måtte i søndagens lokalopgør undvære midtbanespilleren Paul Pogba på grund af en skade.

    José Mourinho afviser at bruge franskmandens fravær som en undskyldning for nederlaget.

    Alligevel mener han, at anvendelsen af belgiske Marouane Fellaini i Pogbas sted begrænsede hans muligheder senere i kampen.

    – Vi måtte spille med Fellaini, og han var ikke klar til at spille i 90 minutter. Jeg forestiller mig, at da stillingen var 2-1, og vi ville kunne sætte en frisk Fellaini på banen, så havde de (Manchester City, red.) været i store problemer.

    /ritzau/Reuters