Schöne og Dolberg varmer op til landskampe med mål i sejr

    Midtbanespilleren Lasse Schöne og angriberen Kasper Dolberg møder mandag op i landsholdslejren i Wales med selvtillid.

    De to Ajax-danskere kom begge på måltavlen, da Ajax søndag vandt med 7-1 på udebane over Rotterdam-klubben Excelsior.

    To minutter før pausen blev Schöne den første dansker i en hovedrolle. Direkte på frispark krøllede han bolden op i målhjørnet.

    Helt så sublim sparketeknik behøvede Kasper Dolberg ikke at finde frem, da han efter lidt mindre end en times spil scorede til 4-1.

    Dolberg skulle blot koncentrere sig om at dirigere bolden i mål efter Donny van de Beeks fremragende oplæg.

    Også backen Rasmus Nissen Kristensen var med for Ajax. Han blev skiftet ind i pausen og stod efter få minutter på banen for oplægget til 3-0-målet.

    Med sejren cementerer Ajax andenpladsen i Æresdivisionen. Ajax har fem point op til PSV Eindhoven i toppen, mens der er 11 point ned til Feyenoord på tredjepladsen. Feyenoord har spillet to kampe færre end Ajax og PSV.

    /ritzau/