Britta Nielsens forsvarer beskylder politi og styrelse for lækage

    Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, er lørdag kommet med nogle usædvanlige anklager.

    I grundlovsforhøret lørdag formiddag ved Retten på Frederiksberg beskylder han både Bagmandspolitiet og Socialstyrelsen for at have lækket fortrolige dokumenter i sagen til pressen.

    – Når vi har så meget lækage i nærværende sag, er det på tide at høre min klients version, lyder det fra Nima Nabipour.

    Men det får offentligheden ikke lov til, fordi dommeren beslutter at lukke dørene.

    Dermed får pressen ikke lov til at høre, hvor langt politiet er i sin efterforskning.

    Bagmandspolitiet afviser kategorisk, at der er sket lækage. Beskyldningerne drejer sig blandt andet om Ekstra Bladets dækning, lyder det fra Nima Nabipour.

    Han kritiserer dog også socialminister Mai Mercados (K) åbenmundethed på pressemødet 9. oktober, hvor sagen blev kendt for offentligheden.

    – Vi kan fuldstændig afvise, der er sket læk fra Søik. Den omtalte artikel fra Ekstra Bladet er sket på baggrund af helt åbne aktindsigter fra de svenske domstole, siger presseansvarlig Simon Gosvig.

    Repræsentanter fra pressen afviser også anklagerne om lækage. De fortæller, at de har fået dokumentar om sagen på legal vis via aktindsigter fra Sverige.

    DR er et af de medier, der har fået aktindsigt fra Sverige, og retskorrespondent Trine Maria Ilsøe afviser også anklagerne.

    – Vi har fået dokumenterne via en aktindsigt i Sverige. Vi har fået dem udleveret på helt legal vis, siger hun.

    Retsmødet, hvor det skal afgøres, om Britta Nielsen kan varetægtsfængsles, er ved 11-tiden lørdag fortsat i gang. Det vides ikke, hvor længe det varer, før der er en afgørelse.

    Når grundlovsforhøret er slut, skal en medsigtet mand fremstilles. Der er nedlagt navneforbud mod ham.

    Han er sigtet for groft hæleri.

    /ritzau/