USA’s præsident, Donald Trump, kalder Frankrigs forslag om en europæisk hær for “meget fornærmende”. Det skriver han på Twitter.
– Præsident Emmanuel Macron har lige foreslået, at Europa får sit eget militær for at kunne beskytte sig mod USA, Kina og Rusland. Det er meget fornærmende. Måske skulle Europa først betale en rimelig andel til Nato, som USA yder et enormt tilskud til, skriver USA’s præsident.
Kommentaren falder, efter at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fredag i et radiointerview foreslog en “ægte europæisk hær” for bedre at kunne forsvare sig mod Rusland og USA.
Siden Macron kom til magten i Frankrig, har han talt for en fælles europæisk styrke. I interviewet advarer han om, at Europa må gøre sig mindre afhængig af USA’s magt.
Ikke mindst efter præsident Donald Trump for nylig meddelte, at han trækker USA ud af en nedrustningsaftale med Rusland, som er særlig vigtig for Europa.
/ritzau/











