Senator vil beskytte Rusland-undersøgelse ved lov

    Den republikanske senator Susan Collins vil have Rusland-undersøgelsen beskyttet ved lov.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Forslaget kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, tidligere på ugen fyrede justitsminister Jeff Sessions.

    Det har udløst en frygt for, at specialanklager Robert Muellers undersøgelse af Trump-kampagnens eventuelle forbindelse til Rusland under valgkampen i 2016 vil blive lukket.

    Susan Collins har derfor fredag bedt Senatet om at vedtage en lov, der kan beskytte specialanklagerens undersøgelse.

    Trump har udpeget den tidligere justitsministers stabschef, Matthew Whitaker, som afløser for Jeff Sessions.

    Whitaker betragtes vidt og bredt som loyal over for Donald Trump og har længe været åbenmundet kritiker af Robert Muellers Rusland-undersøgelse.

    Collins er bekymret over en række udtalelser fra Whitaker, skriver hun i en pressemeddelelse fredag.

    /ritzau/