Den svindelsigtede Britta Nielsen er fredag kort før klokken 13 landet i Københavns Lufthavn.
Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede i lufthavnen og bringer et billede af den 64-årige mørkhårede Britta Nielsen, der bliver fulgt af betjente.
Det var ved et retsmøde i Sydafrika torsdag, at hun blev løsladt af en dommer, så hun kunne komme til Danmark. Det skete, da der var indgået en aftale om, at Britta Nielsen ville lade sig følge af betjente til Danmark.
Britta Nielsen er fredag ankommet med et fly fra Qatar Airways. Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet kørte tre biler, heraf en sort kassevogn, ud til den svindelsigtede.
Den 64-årige kvinde sigtes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner, mens hun arbejdede i Socialstyrelsen.
/ritzau/











