FCK-keeper efter 0-0 i Prag: Dette point kan blive vitalt

    Målmand Stephan Andersen holdt buret rent for FC København, som torsdag aften spillede 0-0 ude mod Slavia Prag i Europa League.

    – Jeg synes, vi spillede en rigtig fin kamp rent defensivt mod et svært hold på en svær udebane.

    – Rent offensivt skabte vi ikke noget som helst, og det var selvfølgelig lidt ærgerligt, siger Stephan Andersen.

    Han påpeger, at det kan vise sig at være en vigtig remis, som holder liv i håbet om at gå videre fra gruppespillet.

    – Det her point kan blive vitalt i sidste ende. Vi er stadig med i gruppen og kan stadig selv afgøre det.

    – Pointet gør, at vi stadig lever. Havde vi tabt, så havde det set rigtig svært ud, siger FCK-keeperen.

    FCK er placeret på tredjepladsen i gruppe C – to point efter Slavia Prag og yderligere et point efter Zenit, som topper gruppen. Kun de to bedste går videre til forårets knockoutkampe.

    Nu venter opgørene ude mod Zenit og hjemme mod Bordeaux for FCK.

    – Kan vi levere samme defensive indsats, som vi har gjort i næsten alle kampe i gruppespillet, så ser det rigtig fornuftigt ud.

    – Vi skal bare være bedre i offensiven og have ti procent mere held, så tror jeg sagtens, at det kan lade sig gøre. Vi skal tro på det, så længe muligheden er der, siger Stephan Andersen.

    I denne sæson har Stephan Andersen stået meget i skyggen af Jesse Joronen, så det var vigtigt med et clean sheet.

    – Jeg synes, jeg kan se mig selv i spejlet efter de europæiske kampe. Jeg har leveret nogle fine indsatser og været bundsolid, så det er jeg tilfreds med, siger han.

    /ritzau/