Regeringen ser potentiale fra DF i udlændingedebat

    Der er fortsat mange knaster i finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som onsdag har haft ældre og pension som tema.

    Især udlændingepolitikken, der var på dagsordenen mellem parterne tirsdag aften, giver udfordringer.

    Finansminister Kristian Jensen (V) ville tirsdag ikke tale om forhandlingerne, men det gjorde han onsdag.

    – Mødet gik udmærket. Vi ser lidt forskelligt på nogle af spørgsmålene her, og vi anerkender, at nogle af de ting, som DF efterspørger, er ret nødvendige.

    – Når man er i selvforsørgelse i Danmark som asylansøger og asylmodtager, er det væsentligt at slå fast, at det arbejde ikke gør, at man bliver til indvandrer.

    – Midlertidighed er midlertidigt, og det skal vi være stærkere til at slå igennem rent juridisk. Det arbejder vi på at sikre fremadrettet, siger han.

    Hvordan regeringen og DF forsøger at skrue en udlændingeaftale sammen, ønsker Kristian Jensen ikke at løfte sløret for endnu.

    – Jeg mener, det er væsentligt, at vi har tid og rum til at have en fortrolig drøftelse om mange forskellige emner, siger han.

    Ministeren fortæller dog, at der blandt andet blev drøftet, hvilke faktorer der giver asylansøgere ret til at blive i Danmark.

    /ritzau/