En 51-årig kvinde er blevet idømt ni års fængsel ved en domstol i Frankrig for at have dræbt otte af sine børn, få timer efter at de var kommet til verden.
Anklagerens påstand var, at hun kvalte otte babyer, som hun i al hemmelighed fødte alene på badeværelset i hjemmet i det nordlige Frankrig mellem 1989 og 2000. Og den udlægning af sagen var retten enig i.
Selvom Dominique Cottrez blev kendt skyldig i anklagerne, valgte juryen dog ikke at følge anklagerens opfordring om at fængsle den tidligere sygeplejeassistent i 18 år. I stedet halverede de straffen til ni års fængsel efter fem timers votering.
Det lykkedes kvinden at holde sine mange graviditeter skjult for omverdenen, fordi hun på daværende tidspunkt vejede 130 kilo, og hverken familien eller lægen fattede mistanke om, at hun skulle have et barn i maven.
Allerede i 2010 erkendte kvinden at have kvalt otte af sine nyfødte børn og skjult deres jordiske rester.
Sagen kom frem, da kvindens forældre solgte deres hus i byen Villers-au-Tertre, og de nye ejere fandt to lig begravet i haven. Senere blev yderligere seks lig fundet i kvindens eget hjem.
Tidligere har kvinden forklaret sin gerning med, at hun frygtede, at børnene var resultatet af et livslangt incestforhold med hendes egen far. I løbet af retssagen har hun dog indrømmet, at den historie var løgn. Det skete mandag i denne uge.
Dna-test fra spædbørnene har også vist, at kvindens mand var far til samtlige otte babyer. Sammen har de yderligere to voksne døtre.
Selvom de døde spædbørn blev gemt i vasketøjskurven, garagen og i skabe i hjemmet, var ingen fra hendes familie tiltalt i sagen. Faren døde i 2007.
/ritzau/AFP