Medlem af Esbjerg-bande er bandlyst i fire år

    En ung mand har mandag fået forbud mod at opholde sig i Esbjerg by i fire år, fordi han har overtrådt våbenloven og har handlet med hash.

    Det er første gang, at Retten i Esbjerg har taget den særlige sanktion i brug, oplyser politiet om mandagens dom, som også indebærer, at manden idømmes fængsel i to år.

    Den 22-årige er med i den ene af byens to stridende grupperinger Kvaglund-gruppen oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Opholdsforbuddet gælder fra det tidspunkt, hvor han løslades fra afsoning.

    Under sagen har anklagemyndigheden bedt om, at opholdsforbuddet skulle gælde hele Esbjerg Kommune – men retten har altså nøjedes med selve byen.

    /ritzau/