Svindelmistænkte Britta stilles for en dommer i Sydafrika

    Den svindelmistænkte Britta Nielsen stilles mandag for en dommer i Sydafrika.

    Det skriver Ekstra Bladet, der er til stede i retten. Retten skal tage stilling til, om den 64-årige kvinde skal varetægtsfængsles.

    Det sker, efter at hun mandag morgen klokken 05.30 blev anholdt i en lejlighed i det sydlige Johannesburg. Indtil da har hun været internationalt efterlyst.

    Britta Nielsen mistænkes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner. Svindlen skal være foregået, mens hun var ansat i Socialstyrelsen. Pengene blev taget fra satspuljemidler, som skal gå til udsatte grupper.

    Vishnu Naidoo, der er talsmand for det nationale politi i Sydafrika, oplyser til DR Nyheder, at politiet vil modsætte sig, at hun får lov til at blive løsladt mod kaution.

    Det danske bagmandspoliti (SØIK) vil sende en begæring om at få hende udleveret fra Sydafrika til Danmark.

    /ritzau/