Nye amerikanske sanktioner får Iran til at bede EU om støtte

    Iran opfordrer EU til at garantere, at det vil støtte landet over for USA og nye skrappe sanktioner.

    Det sker i samtaler med europæiske ledere, heriblandt den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen.

    Baggrunden er, at USA vil genindføre hele pakken af sanktioner fra før atomaftalen i 2015. USA har under præsident Donald Trump trukket sig ud af den internationale aftale.

    Europæerne holder fast i den aftale, som er indgået med Iran. Iranerne lovede dengang at rulle deres atomprogram tilbage, til gengæld for at sanktionerne mod Iran blev trukket tilbage.

    Også USA var dengang med til at skrive under på aftalen.

    Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har lørdag talt i telefon med EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini.

    Han har også talt med sine kolleger i Tyskland og Sverige samt den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, om måder til at modgå USA’s sanktioner.

    – Mogherini og de europæiske ministre fremhævede vigtigheden af finansministrenes vilje til at holde fast i Europas finansielle mekanisme for at redde atomaftalen med Iran. Den mekanisme vil blive sat i værk i de kommende dage, skriver det iranske nyhedsbureau, Irna.

    Den såkaldte mekanisme er et afregningssystem, der skal gøre det muligt for Iran at eksportere. Den vil være på plads mandag, siger EU-diplomater.

    EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien er vrede over USA’s drastiske skridt. I en fælles erklæring fredag beklager de præsident Donald Trumps beslutning om at sætte fuld kraft på sanktionerne mod Irans olieindustri og banker.

    EU ser ingen grund til at straffe Iran, så længe det overholder atomaftalen.

    Iran er verdens tredjestørste olieeksportør.

    USA meddelte fredag, at yderligere 700 personer i Iran er sat på en sort liste.

    Desuden arbejder USA på at få iranske banker sat uden for det internationale pengeoverførselssystem Swift. Lykkes det, vil Irans muligheder for at indgå forretninger med udlandet blive alvorligt ramt.

    Swift, der har base i Belgien, håndterer langt de fleste globale overførsler af penge mellem banker i 210 lande.

    /ritzau/Reuters