SF’er beder om direkte valgstøtte på MobilePay

    – I al ydmyghed vil jeg bede dig om at give et bidrag, hver en krone gør en forskel, til min valgkamp, skrev SF’s folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen fredag på Facebook.

    Det er del af en ny måde at rejse penge til kampagner på, som SF har indført.

    I eksempelvis USA er små donationer fra privatpersoner en integreret del af enhver kampagne, men i Danmark er det ikke meget brugt.

    Selv kalder Lisbeth Bech Poulsen det for “grænseoverskridende”.

    – Det var et stort skridt, og jeg havde sommerfugle i maven, da jeg lagde det op.

    – Men det koster penge at føre en valgkamp, og jeg har ikke hverken selskaber eller banker i ryggen, der støtter mig. Så nu prøver jeg.

    – Det værste, der kan ske, er, at folk lader være, siger Lisbeth Bech Poulsen.

    Hun fortæller, at den offentlige støtte til SF som parti og SF’s lokalforeninger går til drift, medlemshåndtering og fælles valgkamp. Derfor er der brug for penge til hendes valgkamp specifikt i Aalborg.

    – I SF finansierer vi ikke de enkelte kandidater fra en fælles kasse. Vi laver fælles kampagner og arrangementer.

    – Men de enkelte kandidaters valgkamp er finansieret af deres partiforening, og hvad de selv kan samle ind, siger Lisbeth Bech Poulsen.

    Hun fortæller yderligere, at den nye måde at indsamle på er sat op af partiet.

    Så pengene vil ikke gå til Lisbeth Bech Poulsen selv, men til en dedikeret pulje hos SF til hendes valgkamp.

    – Det ligger hos SF, fordi vi selvfølgelig skal være sikre på at leve op til indsamlingsloven, persondataloven og de andre regler, der er på området.

    – Og så vil større beløb blive lagt op på SF Aalborgs partiforenings hjemmeside, så der er fuldt gennemsigtighed, siger Lisbeth Bech Poulsen.

    Kandidaten fortæller, at målet er at få penge nok til et par hundrede valgplakater à 20 kroner stykket.

    /ritzau/