I fagforbundet FOA, der tæller faggrupper som social- og sundhedsassistenter og pædagogmedhjælpere, oplever medlemmerne, at de bliver indirekte presset og truet til at holde inde med kritik.
Det skriver Politiken lørdag.
Fagforbundet FOA fik i maj i år lavet en undersøgelse blandt cirka 4000 medlemmer. Her svarede hver tredje, at de har holdt kritik af forhold på deres arbejdsplads tilbage på grund af frygt for negative konsekvenser.
Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti har oplevet direkte eller indirekte at få mundkurv på af ledelsen. Og at 12 procent blev indkaldt til en tjenstlig samtale efter at have ytret sig kritisk.
Formand i FOA Mona Striib kalder tallene “meget alvorlige”.
Hun understreger, at det både er offentligt ansatte og private ansatte, der oplever repressalier.
– Konsekvensen kan være, at man simpelthen finder sig i mere og mere som medarbejder. Også i forhold til de besparelser, som dem, man skal gøre noget for, bliver udsat for, siger hun til Politiken.
Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) understreger, at der ikke må være tvivl om, at man som offentligt ansat har ret til at ytre sig.
– Som arbejdsgivere har vi og vores ledere et ansvar for at skabe en tryghed omkring, hvis man vælger at bruge sin ytringsfrihed offentligt, siger hun til avisen.
Juridisk chef i Kommunernes Landsforening Pernille Christensen skriver i et mailsvar på tallene fra FOA, at alle offentligt ansatte har “ret til at ytre sig om deres eget arbejdsområde”.
Politiforbundet genkender problematikken. Blandt folkeskolelærerne er ytringsfriheden også under pres, skriver Politiken, der satte fokus på den problematik tirsdag.
/ritzau/











