Absurd selvmål i overtiden sender England ud af VM


    Hvis Laura Bassett går og håber, at hun snart vågner op fra et levende sportsmareridt, er det helt forståeligt.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Forsvarsspilleren på det engelske kvindefodboldlandshold scorede selvmål to minutter inde i overtiden af anden halvleg og var dermed kraftigt medvirkende til, at England onsdag tabte VM-semifinalen 1-2 til den forsvarende verdensmester, Japan.

    I første halvleg bragte Japan sig foran på straffespark, mens englænderne fem minutter inden pausen udlignede – ligeledes fra 11-meter-pletten.

    I et intenst opgør med flere store chancer til England lykkedes det ikke nogen af holdene at score yderligere, indtil Laura Bassett altså var fælt uheldig i forbindelse med et tidligt japansk indlæg fra højre side.

    Tæt på kanten af feltet forsøgte Bassett at blokere indlægget, og hun kom også først med en tå på bolden. Men til sin egen og holdkammeraternes skræk kunne hun se bolden gå i en bue ind over Karen Bardsley i det engelske mål, ramme undersiden af overliggeren og lande på den forkerte side af mållinjen, inden den sprang ud af målet igen.

    Dermed kunne japanerne juble over at være i finalen, mens en grådkvalt Bassett blev trøstet af holdkammeraterne.

    I finalen søndag skal Japan møde USA, der slog Tyskland 2-0 i semifinalen. De to hold mødtes også i finalen ved VM i 2011.

    /ritzau/