Amnesty er bekymret over Tanzanias heksejagt på homoseksuelle

    Tanzaniske myndigheders planer om at lokalisere og anholde personer, der mistænkes for at være homoseksuelle, leder ned ad en “farlig vej”.

    Sådan lyder advarslen fra Amnesty International, efter at guvernøren i Dar-es-Salaam mandag opfordrede borgere til fra i næste uge at begynde at melde folk, der mistænkes for at være homoseksuelle.

    – Det er ekstremt beklageligt, at Tanzania har valgt at gå en så farlig vej i håndteringen af en allerede marginaliseret gruppe af mennesker, siger Amnestys regionale direktør, Joan Nanyuki, torsdag.

    – Idéen med denne taskforce må straks droppes, da den kun vil tilskynde til had blandt befolkningen, tilføjer hun.

    Dar-es-Salaams kristne guvernør, Paul Makondo, som desuden er en loyal allieret med præsident John Magufuli, sagde mandag, at han forventede kritik fra udenforstående for hans skarpe holdning.

    – Jeg foretrækker at gøre disse lande vrede frem for at gøre Gud vred, sagde han til journalister.

    /ritzau/AFP