Anders Eggert slipper med skrækken og er klar til storkamp

    Fløjspilleren Anders Eggert slipper for en længere skadespause, efter at han onsdag udgik i Skjerns hjemmebanenederlag til Skanderborg i herrernes bedste håndboldrække.

    Efter en undersøgelse torsdag er det slået fast, at Skjern-topscoreren ikke har brækket en knogle i sin venstre fod som først frygtet.

    Det skriver Skjern på sin hjemmeside.

    Dermed kan han blive klar til søndagens Champions League-brag mod eksklubben Flensburg-Handewitt.

    – Jeg har en forventning og forhåbning om, at jeg stiller til start i Flensborg på søndag. Det er en kamp, som jeg har set frem til i over et halvt år, så jeg vil gøre alt for at blive klar.

    – Men det kommer til at gøre ondt, og jeg kommer til at spille på smertestillende, men allerede nu er der fremgang i foden.

    – I går (onsdag, red.) var det umuligt for mig at bruge den, mens jeg i dag kan støtte stille og roligt på den, siger Anders Eggert.

    Fra 2006-2017 var han tilknyttet den nordtyske storklub.

    /ritzau/