To regioner planlægger millionbesparelser på busdrift

    Der bliver længere mellem busserne i Region Midtjylland og Region Sjælland.

    Den midtjyske region har vedtaget besparelser på den kollektive trafik for cirka 60 millioner kroner. Det kommer til at berøre 36 busruter.

    I Region Sjælland er der planer om at spare cirka 16 millioner kroner, og det vil berøre 13 busruter.

    – En af hovedårsagerne er, at det er blevet dyrere at køre bus, samtidig med at færre og færre benytter busserne, siger formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

    Regionens spareplan betyder, at 36 busruter helt eller delvist mister finansieringen fra april 2019.

    Regionerne fik ellers tilført 50 millioner kroner ekstra til busdriften ved den seneste økonomiaftale med regeringen.

    Men det er ifølge Anders Kühnau “langt fra nok til at dække behovet”.

    Håbet er, at kommunerne i regionen vil gå ind og overtage finansieringen af nogle af de spareramte ruter.

    – Vi har kigget på nogle af de ruter, der i vores optik primært er kommunale. Det vil sige, at passagerne primært stiger af og på i samme kommune.

    – De ruter betjener mindre bysamfund, som egentlig er en kommunal opgave. Den regionale opgave er at forbinde større bysamfund med hinanden, siger Anders Kühnau.

    – Så hvis de ruter skal overleve, så må kommunerne tage en større del af ansvaret, siger han.

    I Region Sjælland hænger besparelserne blandt andet sammen med, at regionen mister penge fra staten til erhvervsfremmeområdet.

    Samlet set er der lagt op til besparelser på den kollektive trafik for 16,7 millioner kroner, som regionsrådet skal tage stilling til på dets møde 3. december.

    /ritzau/