Brand hærger bygning midt i København: Opgange evakueres


    Natten til torsdag er der gået ild i en bygning i den centrale del af København, og der skal evakueres folk fra omkringliggende opgange.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Michael Poulsen til Ritzau.

    – Vi er i gang med at evakuere nogle opgange derinde, siger han.

    Der er tale om en tagbrand i en ejendom på hjørnet af Klerkegade og Borgergade. Ifølge en beredskabsmeddelelse fra Københavns Politi er branden opstået i det gamle musikuniversitet. Bygningen er under renovering, men brandårsagen er endnu ukendt.

    Politiet og brandvæsnet modtog anmeldelsen klokken 04.38, og Michael Poulsen kan tidligt torsdag morgen endnu ikke oplyse, hvor mange der skal evakueres. Han fortæller, at politiet også er ved at spærre af i området.

    På Twitter uddyber Københavns Politi:

    – Borgergade er spærret mellem Sølvgade og Fredericiagade. Det samme for Adelgade. Evakuering af naboejendom.

    Ifølge Københavns Brandvæsen er der tale om en “kraftig” brand, og brandfolk er på stedet med “rigtig mange køretøjer”.

    – Borgerne, der bor og opholder sig i området omkring gaderne Klerkegade, Adelgade, Rigensgade, Rosengården og Sølvgade op til Øster Voldgade, skal holde sig inden døre og lukke vinduer og slukke for ventilationsanlæg, skriver Københavns Politi i beredskabsmeddelelsen.

    – Borgerne opfordres til ikke at kontakte alarmcentralen eller de lokale redningsmyndigheder medmindre man har brug for akut hjælp.

    Selvom brandvæsnet er i fuld gang med slukningsarbejdet, kan der gå lang tid, før de får bugt med flammerne og røgen.

    /ritzau/