Det vil skabe usikkerhed, at ejendomsvurderingerne udskydes med et år til 2020. Det vurderer Curt Liliegreen, som er direktør i Boligøkonomisk Videncenter.
Det nye system til at vurdere fast ejendom er endnu ikke så køreklart, at regeringen tør sætte det i gang til næste år. Det er anden gang, de nye ejendomsvurderinger bliver udskudt, påpeger boligøkonomen.
– At vurderingerne udskydes er selvfølgelig uheldigt, fordi det er med til at skabe usikkerhed om vurderingerne. Vi har haft et system, som har været fejlbehæftet og kritiseret af mange.
– Når man nu udsætter det nye system, to gange faktisk, skaber det en nervøsitet hos boligejerne om, hvorvidt det nye system vil være retvisende, siger Curt Liliegreen.
Han fremhæver, at det endnu er begrænset, hvor meget han har nået at sætte sig ind i baggrunden for udskydelsen, som blev offentliggjort onsdag eftermiddag af skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Udskydelsen betyder for nogle boligejere, at de i et år mere slipper for at betale højere grundskyld og ejendomsskat.
Boligejere, som på grund af forkerte vurderinger har betalt for meget i boligskatter, må vente et år mere på at få penge tilbage. Pengene forrentes i den periode.
– Det udsætter tilbagebetalingen af den for meget betalte skat, som en del boligejere desværre kom til at betale specielt i landområderne, som følge af at grundværdierne har været sat for højt i en årrække, siger Curt Liliegreen.
/ritzau/











