Manglende erfaring var årsag til letbanes forsinkelse

    En presset tidsplan og manglende erfaring hos Aarhus Letbane og operatøren Keolis var årsagerne til, at den aarhusianske letbane blev tre måneder forsinket.

    Det er nogle af konklusionerne i en ekstern evaluering, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) har fået lavet om det kaotiske forløb.

    Letbanen skulle have været i drift 23. september 2017, men premieren blev udskudt tre måneder, fordi man ikke havde sikkerhedsgodkendelsen på plads.

    – Jeg er glad for, at vi med den evaluering, vi nu har modtaget, har fået nogle konkrete forslag, der blandt andet vil kunne hjælpe fremtidige ansøgere om en sikkerhedsgodkendelse, så vi undgår forløb, som vi så det med den indre strækning af Aarhus Letbane, siger Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

    En af årsagerne til, at letbanen ikke kunne komme ud at køre var, at ansøgningsmaterialet ikke var “tilstrækkeligt modent”.

    Det hænger ifølge evalueringen sammen med, at Aarhus Letbane og Keolis først skulle opbygge kompetence på området og samtidig stod over for en meget kompleks lovgivning.

    Dertil kommer, at processen ifølge evalueringen manglede en overordnet “tjekliste” og en vejledende tidsplan.

    Evalueringen indeholder ni konkrete forslag, der skal medvirke til, at man fremover ikke vil opleve samme udfordringer.

    Letbanen i Aarhus er den første af slagsen herhjemme, men der er også letbaner på vej i Odense og København.

    /ritzau/