Selv om Danmarks indbyggere ifølge en ny rapport er rigtig gode til engelsk, så må danskerne samtidig tage til takke med en sidsteplads i den interne skandinaviske duel på engelskkundskaber.
Det fremgår af en omfattende rapport, som den internationale uddannelsesorganisation EF Education First har udgivet. Den kortlægger, hvor gode indbyggerne i ikke-engelsksprogede lande er til engelsk.
I alt 88 lande er med i undersøgelsen. Danmark indtager femtepladsen og ligger i den øverste kategori, der hedder “meget høj færdighed”.
Naboerne fra Sverige ligger på førstepladsen. Herefter følger Holland og Singapore, mens Norge indtager fjerdepladsen lige foran Danmark.
Af de øvrige nordiske lande ligger Finland på ottendepladsen, mens Island ikke er en del af undersøgelsen.
/ritzau/











