Politiet har tirsdag været på aktion i Padborg hos Kurt Beier Transport, der er kritiseret for at huse chauffører under tvivlsomme forhold.
26 filippinske chauffører er frivilligt taget med på stationen til afhøring. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen en række andre myndigheder deltog i aktionen.
Politiet kigger på, om reglerne for menneskehandel er overtrådt.
– Det er politiets og de øvrige deltagende myndigheders umiddelbare opfattelse, at der er konstateret forhold – som sammenholdt med de foreløbige forklaringer fra chaufførerne – giver anledning til yderligere undersøgelse.
Ifølge 3F har chaufførerne opholdt sig i en lejr, der ikke var egnet til beboelse.
Det fortæller Jørgen Christensen, der er brancheformand for transport i 3F Aabenraa.
– De har boet under kummerlige forhold. Det er en trailer med en presenning op over, og så har de en skummadras liggende i bunden af traileren.
– Det er forfærdeligt i det her kolde vejr, vi har haft på det seneste. Det er ikke forhold, jeg ville byde min værste fjende, siger han.
Ifølge politiet er chaufførerne umiddelbart ansat i et polsk selskab.
På aktionen har også været flere andre myndigheder. Det gælder Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen, Aabenraa Kommune og Brand & Redning Sønderjylland.
/ritzau/











