OVERBLIK: Højrefløjens kaptajn sejrer i Brasilien

    Den anden og afgørende runde af præsidentvalget i Brasilien resulterer i en sejr til Jair Bolsonaro, der er højrefløjens kandidat.

    Bolsonaro har været oppe imod Arbejderpartiets Fernando Haddad.

    Bliv klogere på Jair Bolsonaro her:

    * 63 år.

    * Født i Glicerio i delstaten São Paulo.

    * Han er tidligere kaptajn i hæren.

    * Far til fem børn fra tre forskellige forhold.

    * Han leder det lille højreorienterede Socialliberale Parti, som kun råder over otte ud af 513 pladser i parlamentet.

    * Han har i 27 år været valgt ind i parlamentet for forskellige partier.

    * Bolsonaro kaldes af politiske kommentatorer for “Tropiske Trump” på grund af hans store følge på de sociale medier, stridslystne retorik og mange kvinder.

    * Han er blevet beskyldt for at opildne til vold og fremme falske nyheder.

    * Ifølge analytikere har han været vag omkring detaljerne i sin politik.

    * I stedet appellerer Bolsonaro til Brasiliens “kulturkrige” og er ifølge det amerikanske nyhedsmagasin Time kommet med dybt konservative og ofte stødende udtalelser om blandt andre homoseksuelle og sorte.

    * Bolsonaro er kendt for at have et nostalgisk syn på det militære diktatur i Brasilien, der var fra 1964 til 1985.

    * Han var tæt på at vinde den første valgrunde af præsidentvalget i begyndelsen af oktober.

    * Med 46,3 procent af stemmerne førte han stort over rivalen Haddad, der fik 29 procent af stemmerne. Men det var ikke nok til at afgøre valget.

    * Den 6. september i år overlevede han et knivattentat under et vælgermøde.

    Kilder: AFP, AP, The Guardian, Reuters.

    /ritzau/