Medier: Real Madrid fyrer Lopetegui og ansætter Conte

    Der er et trænerskifte på vej i Real Madrid.

    Det mener de to Madrid-baserede sportsmedier Marca og AS at vide.

    Ifølge dem vil Real Madrid mandag offentliggøre fyringen af holdets nuværende cheftræner, Julen Lopetegui, der kun har stået i spidsen for klubben i lidt over fire måneder.

    Som erstatning for ham har den spanske storklub til hensigt at ansætte italienske Antonio Conte, der i juli blev fyret i engelske Chelsea og siden har været arbejdsløs, skriver Marca og AS.

    Real Madrid har søndag aften ikke meldt noget ud om Julen Lopeteguis fremtid i klubben.

    Rygterne om spanierens fremtid i Real Madrid kommer, efter at hovedstadsklubben søndag tabte med hele 1-5 ude til ærkerivalerne fra FC Barcelona.

    Nederlaget er blot det seneste i en række af dårlige resultater for Madrid-klubben, der indtager niendepladsen i Primera Division med 14 point efter 10 kampe.

    /ritzau/