41 oprørssoldater meldes dræbt i Syrien af IS

    Islamisk Stat (IS) har dræbt 41 soldater fra en syrisk oprørshær, der har forsøgt at fordrive islamisterne fra byen Hajin ved grænsen til Irak.

    Det oplyser det sædvanligvis velorienterede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

    IS benyttede sig sent fredag af blandt andet selvmordsbomber under et angreb på Syriens Demokratiske Styrker. Det er en sekulær oprørshær, som støttes af USA.

    Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder baserer sine oplysninger på et netværk af informanter inde i Syrien. Organisationen har base i den britiske hovedstad, London.

    /ritzau/AFP